Letbanen

Retningslinjer

Letbanen samt standsningssteder til Letbanen fremgår af kortet.

Standsningssteder og p-anlæg til Letbanen skal indpasses i forhold til bymiljøet og omgivelserne i øvrigt.

Statisk kort

Handlinger i forbindelse med "Letbanen" indvirker i/opfylder verdensmål "Bæredygtige byer og lokalsamfund" delmål 11.2 og 11b, "Livet på landet" delmål 15.9 og "Partnerskaber for handling" delmål 17.17

Formål

Hensigten med retningslinjerne er at sikre, at der tages hensyn til standsningsstederne og forslag til nye p-anlæg ved planlægning i områderne omkring disse.

Redegørelse

For at sikre en overordnet fælles retning for den fremtidige planlægning deltager kommunen i regionssamarbejdet Business Region Aarhus. Et af planprincipperne for det strategiske plansamarbejde er at understøtte en sammenhængende infrastruktur på tværs af kommunegrænserne. Samarbejdet om udbygning af Letbanen er et eksempel på sådan et tværkommunalt samarbejde. Samarbejdet skal understøtte regionsområdets hastige vækst i arbejdspladser og bosætning. I Odder Kommune har Letbanen standsningssteder i Assedrup, samt i Odder by ved Rude Havvej og Odder Station. Konkret vil Odder Kommune arbejde for at fremme anvendelsen af Letbanen ved at planlægge for etablering af cykelstier langs Ballevej og Rude Havvej samt planlægge for etablering af fælles parkeringspladser. Kommunen vil desuden arbejde for at kapaciteten udvides, således at antallet af afgange kan øges.

Assedrup
Assedrup er efter en strategisk planlægning af landsbyen udpeget til bosætnings by, med mulighed for en begrænset byudvikling i byzone. Det er tanken, at byudviklingen skal etableres som en "Grøn bosætning" med fokus på stationsnærhed og let tilgængelighed til offentlig transport. Herudover vil der være fokus på bæredygtighed som fælles dyrkningsarealer, sociale fællesskaber o.l. I oplandet til Assedrup ligger en del andre småbyer som Svorbæk, Tvenstrup og Nølev, hvor Nølev er udpeget til en afgrænset by med mulighed for mindre vækst.

Der ligger et kundepotentiale i at tiltrække yderligere kunder både fra Assedrup og fra de omkringliggende landsbyer.

I forbindelse med den strategiske planlægning for Assedrup, har der været fokus på trafiksikkerheden gennem Assedrup og at der etableres en stiadgang til letbanestationen og over Letbanen. Der skal arbejdes med at forbedre venteområdet, så der er læ for vind og regn, samt at skabe bedre mulighed for cykelparkering i tilknytning til standsningsstedet. Herudover skal de nuværende parkeringsarealer opgraderes til et tilstrækkeligt areal.

Odder by - Rude Havvej
Standsningsstedet ved Rude Havvej i Odder ligger centralt i forhold til kommunens erhvervsområder, aflastningsområde og områder udlagt til butikker med særligt pladskrævende varegrupper. Endvidere ligger standsningsstedet i gåafstand til efterskolen Rudehøj og kommunens plejeboliger på Bronzealdervej. Ved planlægning for standsningsstedet er der afsat areal til at kunne etablere et sidespor til Letbanen med henblik på at kunne etablere kvarters drift.

For at understøtte standsningsstedet og den kollektive trafik, er det gjort muligt at fortætte byen, ved at etablere boliger i etagerne over stueetagen for ejendomme, der ligger op til standsningsstedet. Herudover er planlægning for etablering af cykelsti langs Ballevej igangsat. 

Der ligger uudnyttede områder til erhverv og butikker til særligt pladskrævende varegrupper i umiddelbar tilknytning til standsningsstedet. 

Letbanens standsningssted skal bl.a. rumme faciliteter der understøtter kombinationsrejser. Der planlægges for etablering af pendlerparkering, cykelparkering, ’kys og kør’-anlæg og eventuelt servicebygninger som f.eks. kiosk og toiletter. Dette vil give en fordelagtig tilknytning fra standsningsstedet og til de tilstødende erhvervsområder. Det giver ligeledes gode muligheder for kommunens borgere der pendler med offentlig transport.

Indtil der sker en videre udbygning af området, er der etableret en midlertidig parkeringsplads øst for Letbanens standsningssted med adgang fra Rude Havvej.

Adgangen til standsningsstedet ved Rude Havvej bør synliggøres. I den forbindelse bør skiltning til standsningsstedet etableres.

Odder by - Stationen
Odder Station er endestation for Letbanen mod syd. En stor del af arealerne op til endestationen huser i dag værksteder for banen.

Området er beliggende inden for centerafgrænsningen af Odder bymidte med direkte adgang til de centrale dele af Odder by og i umiddelbar tilknytning til byens rutebilstation, herunder også bybussen.

Generelt er områderne omkring standsningsstedet udlagt og anvendt til bolig og erhverv. Ved ombygning af Letbanen åbnes der mulighed for, at der kan ske en omdannelse af baneområdet til boliger og erhverv, hvilket understøtter et fremtidigt kundepotentiale.

Standsningsstedet ligger i gåafstand til den centrale bymidte hvor der arbejdes med byudvikling i tråd med den vedtagne udviklingsstrategi for Odder bymidte. Letbanens standsningssted ligger ligeledes i gåafstand til området VitaPark Odder, som omfatter boliger, sundhedsfunktioner (bl.a. Odder Sundhedshus), erhvervshus (innovation og iværksætteri), kulturproduktion, bypark m.m. Endvidere ligger Odder Gymnasium ca. 1 km. fra standsningsstedet.

Der bør arbejdes med, at skabe en større sammenhæng mellem Odder Station og bymidten, samt at forbedre adgangen mellem VitaPark Odder og Stationen, blandt andet ved at skabe bedre passage over banearealet for gående og cyklister.

Cykelparkering ved standsningsstedet skal opgraderes i antal og bl.a. med pladser til el- og ladcykler. Dette projekt forventes afsluttet i løbet af 2025.