Mål
Kommunalbestyrelsen:
- Vil understøtte og udbygge dialogen og det gode samarbejde mellem kommunen, erhvervslivet og de erhvervsrelaterede organisationer.
- Vil støtte udviklingen af eksisterende virksomheder gennem gode rammebetingelser, kommunal service, erhvervsservice, netværk og udviklingsaktiviteter.
- Vil støtte etableringen af nye virksomheder ved fortsat udvikling af attraktive iværksættermiljøer og tilbud om hjælp og vejledning til iværksættere og små virksomheder.
- Vil fastholde og udbygge den brede erhvervsstruktur og samtidig arbejde med at understøtte udviklingen af en ny erhvervsstruktur, hvor mindre service- og handelsvirksomheder spiller en stadig større rolle.
- Vil tiltrække virksomheder, der er uafhængige af nærhed til motorvejen.
- Vil fremme uddannelsesmuligheder og bosætning, som kan bidrage til at sikre virksomhederne tilstrækkelig og veluddannet arbejdskraft.
- Vil sikre udlæg af erhvervsarealer, der til stadighed kan imødekomme efterspørgslen.
- Vil styrke den arkitektoniske kvalitet i såvel eksisterende som nye erhvervsområder.
- Vil skabe større helhed i eksisterende og nye erhvervsområder ved beplantning og koordineret skiltning.
- Vil sikre god tilgængelighed til erhvervsarealerne for kollektiv trafik, bløde trafikanter og bilister.
Handlinger i forbindelse med "Erhvervsudvikling" indvirker i/opfylder verdensmål "Bæredygtige byer og lokalsamfund" delmål 11b, "Ansvarligt forbrug og produktion" delmål 12.1, 12.2, 12.3, 12.4, 12.5, 12.6 samt "Partnerskaber for handling" delmål 17.17.
Redegørelse
Arbejdspladser og erhvervsstruktur
Antallet af arbejdspladser i Odder Kommune er over de sidste 10 år i perioden fra 2014 til 2023 vokset fra 7.216 til 8.333. Det svarer til en vækst på 15,5%, hvilket er den 5. største vækst i beskæftigelsen i de 19 kommuner i Region Midtjylland. Hvis man alene ser på udviklingen i antal lønmodtagere, har væksten været på hele 17,4%.
De største brancher er sundhed, handel, undervisning, industri og håndværk. Men der har også været stor beskæftigelsesvækst i brancher som hoteller og restauranter samt rådgivning. Omvendt har beskæftigelsen i landbrug og transport været vigende.
Der har ligeledes været vækst i antallet af registrerede virksomheder og i antal arbejdssteder. Antallet af arbejdssteder er i perioden fra 2014 til 2023 steget fra 1.125 til 1.280. Det er især de helt små arbejdssteder med kun én ansat, der er kommet flere af. Den gruppe er vokset med 151 siden 2014. Samlet set har 948 ud af de 1.280 arbejdssteder højst 4 ansatte – og der er kun 31 arbejdssteder med mere end 50 ansatte.
Iværksætteri og nye virksomheder
Iværksætteri som vækstdriver er et af fokusområderne i Odder Kommunes erhvervsstrategi for 2019 – 2025.
Danmarks Statistiks virksomhedsstatistik viser, at der de seneste 4 år er etableret mellem 95 og 115 nye virksomheder årligt. Sammen med ovenstående vækst i antallet af små virksomheder indikerer det, at det går godt med iværksætteriet i Odder Kommune.
Tal fra Erhvervshus Midtjyllands kommunerapport viser desuden, at der er relativt mange iværksættere inden for videnservice – og at overlevelsesraterne er forholdsvis høje. I 2022 var således over 61% af iværksættervirksomheder i live efter 3 år. Gennemsnittet på landsplan er 54%.
Ledighed, beskæftigelse og pendling
Odder Kommune har i en årrække haft meget lav ledighed et stykke under både lands- og regionsgennemsnittet.
Stigningen i beskæftigelsen afspejles også i en endnu lavere ledighed, som over de seneste år oftest har ligget mellem 2 og 2,5% med udsving på mellem 1,8 og 2,9%.
Udviklingen i ledigheden påvirkes både af udviklingen i lokale arbejdspladser og i pendlingen. I 2023 pendlede 6.578 Odder-borgere således ud af kommunen for at arbejde, mens kun 2.847 pendlede ind i kommunen.
Aarhus er den helt store pendlerkommune i forhold til Odder. 3.600 af udpendlerne kørte til Aarhus, og 1.398 af indpendlerne kom fra Aarhus. De øvrige markante pendlingskommuner er Horsens og Skanderborg, med henholdsvis 925 og 789 udpendlere fra Odder Kommune.
Pendlingen betyder, at mens der i Odder Kommune var 8.333 lokale arbejdspladser i 2023, var der hele 12.064 borgere i beskæftigelse.
Kompetent arbejdskraft
Den lave ledighed medfører, at der i perioder har været forskellige tendenser til flaskehalse og vanskeligheder ved at skaffe kompetent arbejdskraft til områdets virksomheder. Det er ikke et isoleret problem for virksomhederne i Odder Kommune, men en generel udvikling, hvor der er få jobs for ufaglærte og udbredte krav om uddannelse og kompetencer.
Kvalificeret arbejdskraft er ét af fokusområderne i Odder Kommunes erhvervsstrategi 2019 – 2025, og Odder Kommune har på flere måde arbejdet på at afhjælpe problemerne.
En af indsatserne er at tiltrække unge familier og dermed også potentielle medarbejdere til områdets virksomheder. Det er lykkedes over al forventning de seneste år, hvor Odder Kommune har haft nogle af landets højeste rater for befolkningsudviklingen. Befolkningstallet har i efteråret 2024 rundet 24.000.
Der er desuden lavet en række indsatser for at gøre virksomheder og jobs i Odder synlige – herunder ”Åben-virksomhed”-arrangementer og en lokal jobportal. Målet er bl.a. at gøre de 3.600 udpendlere interesseret i at arbejde lokalt.
Herudover har Jobcenteret en række indsatser i forhold til opkvalificering af ledige, integration af unge eller personer fra kanten af arbejdsmarkedet og meget mere.
Erhvervsarealer
Den positive udvikling har betydet, at der over de seneste år er blevet udsolgt af erhvervsarealer i udstykningen Jernaldervej. Derfor har Odder Kommune udvidet erhvervsområdet nord for Rude Havvej i Odder by, så der er ledige erhvervsarealer ved C.E. Galls Vej, der er en nyere udstykning ved Rude Havvej. Herefter afventer yderligere udvikling langs Rude Havvej.
Der er desuden udlagt et aflastningområde omkring krydset af Ballevej og Rådhusgade/Århusvej, hvor der efter nogle forskellige kriterier er mulighed for at etablere større butikker – de såkaldte ”boksbutikker” - der ikke er plads til i bymidten.
Kommunalbestyrelsen har i sidste planperiode vedtaget en ny struktur for erhvervsområdet i Odder Nord, så det i højere grad er tilpasset de eksisterende forhold. Det betyder, at mulighed for at etablere butikker for særligt pladskrævende varegrupper er udvidet i den del af området, der støder op til Ballevej og Rådhusgade, hvilket giver en god eksponering i forhold til handel. Samtidig arbejdes med grønne forbindelser, så der skabes et attraktivt stisystem med mulighed for at knytte by og land sammen.
I planperioden sikres også mulighed for at udvide eksisterende virksomheder uden for Odder by - især i lokalcentrene - og at etablere nye, mindre og lokalt forankrede virksomheder - særligt indenfor f.eks. håndværk, fødevareforædling, service og turisme.
Udvikling af bymidten
Odder Kommune har igangsat en række særlige indsatser for at fastholde og udvikle en levende bymidte. Der arbejdes bl.a. med en fysisk byudvikling. I 2024 åbnede Folkeparken som en grøn oase med legeplads og rekreative faciliteter midt i byen, i 2025 renoveres byens torv og der arbejdes aktuelt på Kulturama - et projekt med udvidelse og udvikling af lokalerne omkring byens biograf til et kulturelt samlingssted midt i byen.
Sammen med detailhandelsforeningen Køb Odder understøtter Odder Kommune også en city-managerfunktion, der skal være med til at styrke samarbejder og skabe en levende bymidte.
Regionalt samarbejde i Business Region Aarhus
Odder Kommune deltager i det regionale samarbejde i Business Region Aarhus, som omfatter 12 øst- og midtjyske kommuner fra Randers i nord til Hedensted i syd og med Viborg som den vestligste kommune. Visionen er at være den mest toneangivende vækstmetropol uden for Hovedstadsområdet. Fokus er vækst, arbejdspladser, konkurrenceevne og livskvalitet.
Læs mere
Kommuneplan
Odder Kommune
Erhvervsstrategi i en vækstkommune
Strukturplan Odder nord (ikke opdateret i forhold til aflastningsområdet)