Retningslinjer
Biogasanlæg skal udformes med størst mulig hensyntagen til det omkringliggende landskab og naboer med hensyn til placering af anlæggets elementer, farver, bygningsmaterialer og dimensioner.
Fælles biogasanlæg skal placeres hensigtsmæssigt trafikalt.
Af hensyn til Forsvarets aktiviteter og opgaveløsning, må der ikke planlægges for vindmøller eller andre høje anlæg, der er i konflikt med Forsvarets radarovervågning samt radio- og telekommunikation. Forsvarsministeriet skal godkende projekter ved opstilling af vindmøller og høje bygninger. Opførelse af disse anlæg kan medføre krav fra Forsvarsministeriet om analyse af radarpåvirkningen iht. EUROCONTROL retningslinjer. Baseret på disse analyser samt operative vurderinger kan Forsvarsministeriet stille krav om afværgeforanstaltninger. Gennemførelse af analyser og evt. etablering af afværgeforanstaltninger skal ske uden udgift for Forsvarsministeriet.
Handlinger i forbindelse med "Fælles biogasanlæg" indvirker i/opfylder verdensmål "Bæredygtig energi" delmål 7.2, 7.3, "Ansvarligt forbrug og produktion" delmål 12.2, "Klimaindsats" delmål 13.1 og "Partnerskaber for handling" delmål 17.17.
Formål
Hensigten med retningslinjerne er at sikre, at fælles biogasanlæg etableres under hensyn til husdyrbrug, infrastruktur, naboer, landskab, natur, grundvand, kulturmiljøer m.m. Det er desuden hensigten, at fælles biogasanlæg etableres med en størrelse, der kan tilpasses det tæt bebyggede landskab.
Redegørelse
Klima, -Energi og Forsyningsministeriet har udgivet Grøn Gasstrategi. Heri fremgår biogas som en vigtig grøn energikilde og det fremsættes at gasforbruget i 2030 vil bestå af 70 % biogas mod 20 % i 2021.
I henhold til de statslige udmeldinger er hovedhensynet, at fælles biogasanlæg skal placeres i forhold til gylle- og husdyrgrundlaget. Hertil kommer en række øvrige hensyn til:
- Natur- og landskabsfredninger samt beskyttet natur og landskabelige interesser.
- Kulturmiljøer og fredede fortidsminder.
- Vej- og tilkørselsforhold.
- Naboer.
Et fælles biogasanlæg er et anlæg til produktion af biogas fra organisk materiale bestående primært af husdyrgødning fra flere landbrugsbedrifter, ejet og drevet af en selvstændig juridisk enhed.
Der er tale om et teknisk anlæg bestående af forskellige tanke, haller, oplagspladser, høje skorstene osv. Anlæggene vil ofte virke dominerende og medføre visuelle gener i det åbne land. Det er derfor vigtigt, at det i planlægningen overvejes, hvordan anlægget kan indpasses med hensyn til placering og arkitektur. Den landskabelige vurdering udarbejdes med afsæt i landskabsanalysen. Herudover skal overvejes, om der skal etableres beplantning i tilknytning til anlægget og tilkørselsveje.
Ved planlægning for et biogasanlæg skal visualiseringer. Visualiseringerne skal udformes, så de giver tilstrækkeligt grundlag til at vurdere projektets nær- og fjernpåvirkning i forhold til beboelse, naturområder, landskaber, kulturmiljøer og infrastruktur (veje, højspændingsanlæg, bygningsanlæg m.v.).
Efter miljøministeriets "Håndbog om miljø og planlægning" (2004) er fælles biogasanlæg klassificeret som klasse 7.
I Kommuneplan 2025-2037 udgår område syd for Ørting.

