Retningslinjer
Indenfor et vindmølleområde skal der etableres minimum 2 vindmøller.
Vindmøllerne skal placeres i lige rækker med tilnærmelsesvis samme indbyrdes afstand samt have ensartet størrelse og udseende. Forholdet mellem rotordiameter og tårn skal som udgangspunkt være mellem 1:1,1 og 1:1,35. Vindmøllerne skal have tre vinger og omløbsretning med uret set med vinden i ryggen.
Farven på vindmøllerne skal være lys grå-hvid med et maksimalt glanstal på 30 for alle dele af vindmøllen. Der må placeres et logo på vindmøllen, såfremt logoet ikke vurderes at fremtræde visuelt dominerende i forhold til omgivelserne og reklameformålet i øvrigt er af underordnet betydning.
Vindmøllerne skal opføres og indpasses, så der tages hensyn til landskabet jf. landskabskarakteranalysen. De skal opstilles i et harmonisk og letopfatteligt mønster.
Ved opstilling foretages en afvejning mellem produktion af vedvarende energi og hensynet til natur, miljø, landskab, kulturmiljø m.fl.
Det skal sikres, at naboer ikke udsættes for skyggekast fra vindmøller i mere end 10 timer om året beregnet som reel skyggetid.
Husstandsmøller med en totalhøjde på 25 m kan opstilles uden for vindmølleområderne ved fritliggende ejendomme i umiddelbar tilknytning til ejendommenes bygninger og efter en konkret landskabelig vurdering.
Der kan efter en konkret vurdering og begrundelse etableres husstandsvindmøller i byzone.
Vindmøller og husstandsmøller skal som minimum placeres i en afstand på 50 m fra respektafstanden langs Energinets jordkabelanlæg.
Vindmøller og husstandsmøller skal som minimum placeres i en afstand på vindmøllens totalhøjde fra respektafstanden til Energinets luftledningsanlæg i henhold til "Bekendtgørelse om sikkerhed for udførelse af ikke-elektronisk arbejde i nærheden af elektriske anlæg", BEK nr. 1112 af den 18.08.2016.
Inden for område 1.V.2 syd for Torrild er der opstillet 3 vindmøller med en maks. totalhøjde på 100 m. Ved udskiftning af enkelte vindmøller skal det sikres, at vindmøllegruppen fastholdes som en enhed med et ensartet visuelt udtryk. Udskiftning af tårn anses for nedtagning af vindmøllen, og vil som udgangspunkt medføre, at der skal søges byggetilladelse.
Inden for område 8.V.3 ved Tendrup Vestermark er der opstillet 2 vindmøller med en maks. totalhøjde på 125 m. Ved udskiftning af enkelte vindmøller skal det sikres, at vindmøllegruppen fastholdes som en enhed med et ensartet visuelt udtryk. Udskiftning af tårn anses for nedtagning af vindmøllen, og vil som udgangspunkt medføre, at der skal søges byggetilladelse.
Inden for område 1.V.3 vest for Ondrup kan der opstilles maks. 6 møller med en maks. totalhøjde på 100 m eller maks. 3 møller med en maks. totalhøjde på 125 m. Ved udskiftning af enkelte vindmøller skal det sikres, at vindmøllegruppen fastholdes som en enhed med et ensartet visuelt udtryk. Udskiftning af tårn anses for nedtagning af vindmølle og vil som udgangspunkt medføre, at der skal søges byggetilladelse.
Af hensyn til Forsvarets aktiviteter og opgaveløsning, må der ikke planlægges for vindmøller eller andre høje anlæg, der er i konflikt med Forsvarets radarovervågning samt radio- og telekommunikation. Forsvarsministeriet skal godkende projekter ved opstilling af vindmøller og høje bygninger. Opførelse af disse anlæg kan medføre krav fra Forsvarsministeriet om analyse af radarpåvirkningen iht. EUROCONTROL retningslinjer. Baseret på disse analyser samt operative vurderinger kan Forsvarsministeriet stille krav om afværgeforanstaltninger. Gennemførelse af analyser og evt. etablering af afværgeforanstaltningser skal ske uden udgift for Forsvarsministeriet.
Handlinger i forbindelse med "Vindmøller" indvirker i/opfylder verdensmål "Bæredygtig energi" delmål 7.2, 7.3 og "Klimaindsats" delmål 13.1.
Formål
Hensigten med retningslinjerne er at sikre, at vindmøllernes indbyrdes placering og udseende afpasses, at vindmøllerne opstilles under hensyntagen til landskabet og nabobeboelser, samt at den første vindmølle ikke hindrer eller forringer muligheden for at udnytte resten af området optimalt.
Redegørelse
Der kan kun opstilles nye vindmøller inden for områder, der er udlagt som vindmølleområder i kommuneplanen. Opstilling uden for kommuneplanens vindmølleområder kræver supplerende planlægning og udpegning.
Med denne kommuneplan udtages vindmølleområde 8.V.4. Området er udtaget, da møller med en totalhøjde på 100 m ikke længere er i produktion.
Den bestemte sikkerhedsafstand til Energinet.dk's jordkabelanlæg skal sikre, at møller ikke påfører skader på kabelanlægget ved lynnedslag. Den bestemte sikkerhedsafstand til Energinet.dk's luftledningsanlæg skal sikre, at placering af møller ikke medfører kollision med luftledningsanlægget.
Vindmølleområder
Der er udlagt 3 vindmølleområder. Områderne er beliggende ved Torrild, Ondrup og Tendrup Vestermark. En del af vindmølleområde 1.V.3 ved Ondrup er omfattet af fredning af arealer ved Rathlousdal. Etablering af vindmøller inden for denne del af området forudsætter en dispensation fra fredningen. Området kan tilrettes, hvis det viser en mere egnet vindmølletype, der kan placeres inden for området under hensyntagen landskabsfredningen og "Bekendtgørelse om planlægning for og tilladelse til opstilling af vindmøller".
Opstilling af vindmøller skal ske på baggrund af en lokalplan og miljøkonsekvensrapport med evt. tilhørende kommuneplantillæg, der redegør for de konkrete landskabelige, naturmæssige, kulturhistoriske og jordbrugsmæssige interesser samt for påvirkninger med støj og skyggekast på nabobeboelser. Lokalplanerne vil blive tillagt bonusvirkning, så de erstatter landzonetilladelser.
Ved realisering af den første vindmølle eller ved udskiftning af en vindmølle i et område skal det påvises, at det samlede støjbidrag fra alle de tilladelige vindmøller i området kan overholde miljøministeriets støjkrav. Det betyder, at der kræves et tillæg til kommuneplanen for at opstille én eller flere vindmøller på et nyt sted og for at udskifte en gammel mølle med en ny og større på samme sted.
Eneste undtagelse er husstandsmøller og de tilfælde, hvor der er en særlig begrundelse som f.eks. havari, brand eller lynnedslag. I de tilfælde har ejeren en berettiget forventning om at kunne få tilladelse til at opstille en ny vindmølle på samme sted magen til den oprindelige.
Bekendtgørelse om planlægning for og tilladelse til opstilling af vindmøller
Bekendtgørelsen fastlægger at:
- Vindmøller må ikke opstilles nærmere nabobeboelse end fire gange møllens totale højde.
- Ved planlægning for vindmøller nærmere end 28 gange totalhøjden fra eksisterende eller planlagte vindmøller skal redegørelsen for planforslaget belyse anlæggenes påvirkning af landskabet, herunder hvorfor påvirkningen anses for ubetænkelig.
VE - loven
Lov om fremme af vedvarende energi indeholder ordninger, der skal fremme produktionen af vedvarende energi fra vindmøller: Værditabsordningen, Salgsoptionsordningen, VE - Bonusordningen og Grøn Pulje.
Værditabsordningen giver mulighed for erstatning til naboer, hvor der kan påvises et værditab ved etablering af vindmøller.
Salgsoptionsordning betyder at naboer i afstanden 4-6 gange møllehøjde fra nærmeste vindmølle og 0-200 meter afstand fra større solcelleanlæg kan vælge at sælge deres beboelsesejendom til opstilleren af det vedvarende energianlæg i op til et år efter 1 kWh er produceret fra anlægget.
VE-bonusordningen giver naboer i afstanden 4-8 gange møllehøjde fra nærmeste vindmølle og 0-200 meter afstand fra større solcelleanlæg ret til en VE-bonus.
Grøn Pulje omfatter at opstiller af vedvarende energianlæg pålægges at indbetale et beløb pr. opstillet MW til den pågældende kommune. Kommunen administrerer midlerne.
Grøn pulje kan anvendes til projekter til gavn for lokalsamfund og naboer til nye vedvarende energianlæg og til gavn for hele kommunen. Puljen skal således understøtte både attraktive lokalsamfund og kommunen som helhed, herunder arbejdet med at nedbringe kommunens CO2 aftryk.
Udskiftning af gamle møller
Nye vindmøller kan kun placeres i de udpegede områder. Det gælder også en ny mølle, som erstatter et antal eksisterende møller. Kommunalbestyrelsen vil medvirke til en sanering, hvor gamle uheldigt placerede møller erstattes af mere effektive og hensigtsmæssigt placerede møller.
Hensyn til naboer
Vindmøller udsender støj i form af maskinstøj og vingesus. Gældende grænseværdier for støj ved nærmeste nabo skal overholdes. Vindmøller skal anmeldes til kommunen efter miljøstyrelsens bekendtgørelse om støj fra vindmøller. Udgangspunktet i vejledningen er, at der skal være en afstand på 4 x vindmøllens totalhøjde til nærmeste bolig i det åbne land.
Det skal sikres, at ingen nabobeboelse bliver ramt af skygger fra møllevinger i mere end 10 timer i løbet af et år beregnet som reel skyggetid.
Hensyn til landskabet
Kommunalbestyrelsen vil tage landskabelige hensyn ved lokalplanlægning af vindmølleområderne med afsæt i landskabskarakteranalysen udarbejdet for landskaber i Odder Kommune. Herudover vil Kommunalbestyrelsen også vægte hensynet til forebyggelse af klimaforandringer.
Hensyn til landbrugsdriften
Ved lokalplanlægning skal der tages hensyn til den fortsatte landbrugsdrift. Det kan f.eks. gøres ved at placere møllerne langs markveje eller markskel.
I overensstemmelse med praksis ved administration af planlovens landzonebestemmelser vil der endvidere altid blive stillet krav om, at en vindmølle inkl. fundamentet indtil mindst 1 m under naturligt terræn fjernes senest et år efter, at brugen af vindmøllen er ophørt.
Hensyn til naturen
Naturbeskyttelseslovens beskyttelseslinjer hindrer opførelse af vindmøller inden for 300 m fra strande, 100 m fra fortidsminder, samt 300 m fra kirker. I betragtning af møllernes størrelse kan det dog nogle steder være hensigtsmæssigt at holde en væsentligt større afstand.
EF-fuglebeskyttelsesområder skal friholdes for vindmøller. Ved udpegning af nye vindmølleområder inden for påvirkningszonen af et EF-fuglebeskyttelsesområde skal der afhængigt af de eventuelt berørte fuglearter redegøres for vindmøllernes eventuelle påvirkning af fuglelivet.
Kulturhistorie
Værdifulde kulturmiljøer skal beskyttes. Inden for de værdifulde kulturmiljøer, må der ikke etableres anlæg, der kan forringe kulturmiljøets tilstand eller oplevelsesværdi.
Inden for de udpegede kirkeindsigtsområder gælder, at anlæg og bebyggelse ikke må sløre kirkens nærmeste omgivelser eller oplevelsen af kirken fra det åbne land. Man skal her være opmærksom på, at vindmøller i kraft af deres størrelse kan få konsekvenser for oplevelsen af kirken - også med en placering uden for det udpegede kirkeindsigtsområde.
Tekniske anlæg, flyvesikkerhed m.v.
Ved etablering af vindmøller inden for et område, der berører en overordnet radiokæde- og telefonforbindelse, skal der fortsat sikres gode sendeforhold.
Vindmøller på 100 m og højere skal anmeldes til statens luftfartsvæsen. Inden møllerne opstilles, skal der være udstedt en attest om, at den hindring, møllerne udgør, ikke skønnes at udgøre en fare for flyvesikkerheden. Attesten vil være betinget af krav om lysmarkering af vindmøllerne.
Af sikkerhedshensyn skal der holdes afstand til højspændingsledninger og naturgasledninger. Vindmøllers mindste afstand til højspændingsledninger, er 1 gange vindmøllens totalhøjde fra respektafstanden langs luftledningsanlægget.
Vindmøllers mindste afstand til de overordnede veje er 1 gange vindmøllens totalhøjde. Vejdirektoratet kan dog fremkomme med en specifik begrundelse for, at vindmøllen skal rykkes længere tilbage fra vejen, nemlig indtil en afstand af 1,7 gange møllens højde.

