Cykel- vandreruter og ridestier

Retningslinjer

Cykelruter, kommunale cykelstier, vandreruter/stier og ridesti fremgår af kortene.

Stierne er opdelt i:

  • Overordnede cykelruter (skiltede)
  • Rekreative cykelruter
  • Eksisterende kommunale cykelstier
  • Planlagte kommunale cykelstier
  • Kulturring 2017 (skiltede)

  • Planlagte nationale, rekreative vandreruter
  • Eksisterende nationale, rekreative vandreruter
  • Planlagte lokale, rekreative vandreruter og stier
  • Lokale rekreative vandreruter og stier
  • Ridesti

Ved planlægning for nye aktiviteter skal eksisterende og planlagte stier og ruter indarbejdes i projekterne, således at principperne for de enkelte forløb så vidt muligt opretholdes og udbygges.

  

Handlinger i forbindelse med "Cykel- vandreruter og ridestier" indvirker i/opfylder delmål 15.9 og 17.17.

Formål

Hensigten med retningslinjerne er at sikre et overordnet og lokalt net af cykel- og vandreruter til glæde for lokalbefolkningen og turisterne. Endvidere er målet at opbygge et net af sikre cykelveje langs kommunevejene til brug for bl.a. skolebørn.

Redegørelse

Retningslinjerne omfatter som udgangspunkt ikke interne stier i byområder og lokale udstykninger, men alene sammenhængende ruter og stier af national, rekreativ eller overordnet lokal interesse, eksempelvis skoleveje i det åbne land langs de større kommunale veje. "Hjertestien" i Odder by er medtaget, da der er tale om en sammenhængende byvandring, som bl.a. turister kan nyde gavn af. Ligeledes er cykelruten "Kulturring 2017" medtaget.

Overordnede cykelruter

De overordnede cykelruter udgør et sammenhængende net af skiltede cykelruter fortrinsvis på svagt befærdede kommuneveje. Ruterne danner forbindelser i og uden for kommunen mellem de større byer, naturområderne og færgehavnene. Ruterne er lagt, så de giver mulighed for flest mulige naturmæssige og landskabelige oplevelser undervejs.

I juni 2019 blev national cykelrute 4 "Danmark på tværs", en ca. 330 km lang cykelrute fra Søndervig til København, omlagt gennem Odder med færgeforbindelse fra Hou til Samsø og videre til Sjælland. 

Rekreative cykelruter

De rekreative cykelruter udgør lokale, rekreative og turistmæssigt interessante cykelruter på svagt befærdede veje, samt cykelstier og grusveje. De forløber som udgangspunkt internt i kommunen. Enkelte ruter forløber dog på mindre strækninger gennem nabokommunerne. De er ikke skiltet, men kan på delstrækninger være sammenfaldende med de overordnede cykelruter som er skiltet. Der vil typisk være såvel landskabelige som kulturhistoriske oplevelser undervejs.

Kommunale cykelstier

De kommunale cykelstier er asfalterede stier eller cykelstriber, der typisk løber langs de overordnede kommunale veje. Der er tale om sikre cykelveje (skoleveje), som typisk anvendes til og fra arbejde, skole eller lignende.

Planlagte kommunale cykelstier

De planlagte, kommunale cykelstier skal ses som et ønske om på sigt at få etableret sikre cykelveje langs alle kommunens overordnede veje. For denne planperiode udvides det planlagte, kommunale cykelnet med en sti langs Vennelundsvej til Ballevej, fællesstier i Torrild by og cykelsti på Rudevej i Saksild.

Der er planlagt, at etablere sti fra Bendixminde til Ballevej, sti langs Ballevej samt sti langs Rude Havvej for at øge tilgængeligheden til Letbanen for lette trafikanter. Der planlægges for en cykelsti i Ørting og at forlænge den eksisterende sti på Alrøvej fra Persievej til Falling. Desuden planlægges for en ny cykelsti fra Kongshusvej til Golfbanen.

Kulturringen

Kulturringen er en skiltet cykelrute på 540 km, som går gennem smukke landskaber i 8 Østjyske kommuner – og forbi en lang række kulturelle og historiske seværdigheder. Det er en måde at gøre rekreativ cyklisme til et mere attraktivt valg og ikke mindst en tilgængelig mulighed i weekender og ferier. 

Kortet viser cykelstier og cykelruter:

Statisk kort

Nationale rekreative vandreruter

De nationale rekreative vandreruter udgør et sammenhængende net af afmærkede ruter, der dels følger selvstændige stier, dels følger eksisterende, svagt befærdede mark- og skovveje.

Vandreruterne skal sikre en god tilgængelighed til det åbne land og samtidig medvirke til at sikre, at færdsel og ophold sker i robuste naturområder. Det tilstræbes, at ruterne forløber gennem naturskønne områder. Desuden danner de typisk forbindelser i og uden for kommunen mellem byerne og større naturområder.

Vandreruterne indrettes som udgangspunkt for færdsel til fods og i nogle tilfælde på cykel. På strækninger, hvor det er muligt, søges stierne indrettet sådan, at de også kan anvendes til andre typer af færdsel.

I Odder Kommune er del af den nationale, rekreative vandrerute realiseret fra Hølken Strand til syd for Hou og igen fra Alrøvej syd for Amstrup og videre til Horsens.

Lokale rekreative vandreruter og stier

De lokale rekreative vandreruter og stier har et forløb af såvel lokal som turistmæssig interesse. Enkelte ruter og stier forløber på mindre strækninger gennem nabokommunerne. Der er tale om rundstrækninger i skove og andre lignende naturområder som f.eks. Banestien og Horsens Fjord stien. Der kan tillige være ruter og stier fra byen ud til eller gennem en rekreativ lokalitet, eksempelvis fra byen via en ådal til stranden eller skoven. Ruterne og stierne følger dels selvstændige stier, dels eksisterende svagt befærdede mark- og skovveje og enkelte steder mindre svagt befærdede veje. Der er tale om både umærkede og mærkede stier.

Vandreruterne og stierne indrettes som udgangspunkt for færdsel til fods og i nogle tilfælde på cykel. Nogle ruter er ikke tilgængelige for gangbesværede eller barnevogne. På strækninger, hvor det er muligt, søges stierne indrettet sådan, at de også kan anvendes til andre typer af færdsel.

Der er anlagt nye vandreruter der forbinder Odder og Horsens. Banestien på 36.3 km følger i store træk det gamle banetracé fra Horsens til Odder Banen. Horsens Fjord stien er en 32,9 km lang vandrerute, der går fra Sundet i Horsens til den sydlige spids af Alrø.

Kortet viser vandreruter, stier og ridestier:

Statisk kort

Planlagte vandreruter og stier

De planlagte vandreruter og stier skal ses som et forslag til supplerende stiforløb, som enten udgør et sammenhængende forløb i sig selv eller kan binde eksisterende stier og ruter sammen i et sammenhængende system. De er således primært et udtryk for et ønske om at skabe en forbindelse eller et forløb gennem eller i en lokalitet og ikke et udtryk for et endeligt fastlagt forløb.

Der er i denne planperiode tilføjet nye planlagte, lokale rekreative vandreruter, der forbinder Odder by med Balle og Neder Randlev. Der er endvidere planlagt for Norsmindestien der forbinder Odder By med Norsminde langs med ådalen. Stiens 1. etape forventes etableret i løbet af 2021.

Derudover er planlagt for lokale, rekreative vandreruter fra Rude til Saksild og videre til Saksild Strand. Der er desuden planlagt for lokale, rekreative vandreruter ved Over Randlev, Bovlstrup, Falling, Hundslund og Oldrup.

Samarbejde er nøglen ved udlæg af nye stier og vandreruter

Forløb af planlagte stier og vandreruter er alene eksempler på forløb. Det endelige forløb af stierne vil først blive fastlagt i forbindelse med den videre detailplanlægning. Stierne vil endvidere kun blive realiseret i det omfang, at det kan ske i samarbejde med og efter konkrete frivillige aftaler med lodsejerne.

Lokal ridesti

Der er én afmærket ridesti i Odder Kommune, nord for Stampmøllebækken. Den er etableret for at imødekomme en voksende interesse for at ride i rekreative områder. 

Status og proces

Kommuneplan 2021-2033 er vedtaget af Odder Byråd den 13.12.2021.

Plan og Agenda 21 strategi 2020
Plan og Agenda 21 strategi 2020 er vedtaget af Odder Byråd den 31. 8. 2020