Kolonihaver

Retningslinjer

De eksisterende kolonihaveområder fremgår af kortet.

Inden for de mulige byvækstområder kan der udlægges arealer til kolonihaver.

Kolonihaveområder skal så vidt muligt ligge i eller nær byzone med let adgang fra boligområderne. Områderne skal normalt rumme mindst 20 haver pr. ha inkl. veje og fællesarealer, og husenes størrelse må ikke overstige 40 m².

Statisk kort

 

Handlinger i forbindelse med "Kolonihaver" indvirker i/opfylder delmål 11.3, 11b og 12.3.

Formål

Hensigten med retningslinjerne er at sikre mulighed for at etablere et tilstrækkeligt antal kolonihaver som supplement til etageboliger.

Redegørelse

I Odder Kommune findes i dag tre kolonihaveforeninger fordelt på to lokaliteter. HF Højvænget og Fjerkrækolonien i den østlige del af Odder by og Engparken tæt ved boldbanerne ved "Spektrum" i byens nordlige del. Engparken er et varigt kolonihaveområde. HF Højvænget og Fjerkrækolonien er beliggende i område, der skal tjene til støjafskærmning mod den planlagte østlige omfartsvej. 

Området mellem de eksisterende kolonihaver i Engparken og Odder Å er udlagt til fritidsformål. Arealet vil kunne anvendes enten til udvidelse af idrætsfaciliteterne i området eller til udvidelse af det eksisterende kolonihaveområde.

Der er ikke konkrete planer om at udlægge yderligere arealer til kolonihaver.

Kolonihaver skal tjene som et supplement til etageboliger. Dansk kolonihaveforbunds vejledende norm for arealudlæg er én kolonihave pr. ti etageboliger. Kolonihaverne kan udlægges inden for de mulige byvækstområder.

Kolonihaveområder skal fortrinsvis være offentligt ejede og udlejning skal finde sted gennem kolonihaveforbundet eller tilsvarende selvejende institution. Alternativt må det gennem tinglysning sikres, at haverne tjener deres almennyttige formål som supplement til etageboliger.

Status og proces

Kommuneplan 2021-2033 er vedtaget af Odder Byråd den 13.12.2021.

Plan og Agenda 21 strategi 2020
Plan og Agenda 21 strategi 2020 er vedtaget af Odder Byråd den 31. 8. 2020

Læs mere

Kommuneplan
Fritid og kultur