Retningslinjer
Områder med geologiske interesser fremgår af kortet.
Begrebet geologiske interesser er identisk med geologiske bevaringsværdier, jf. planlovens § 11a.
Landskabsformer og blottede profiler m.v., som særligt tydeligt afspejler landskabets opbygning og de geologiske processer, skal søges bevaret og beskyttet. I områder med geologiske interesser skal hensyn til geologien tillægges særlig stor vægt.
Byggeri, anlægsarbejder, beplantning m.v., som kan sløre landskabets dannelsesformer, skal så vidt muligt undgås.
Geologisk interessante kystprofiler og profiler, der afdækkes ved råstofgravning, bør søges friholdt.
Handlinger i forbindelse med "Geologiske interesser" indvirker i/opfylder delmål 11.4.
Formål
Hensigten med retningslinjerne er at sikre, at der tages hensyn til de geologiske interesser ved planlægning af større bygge- og anlægsarbejder, skovrejsning, råstofindvinding m.v. Derved sikres mulighederne for at opleve, forske og undervise i de geologiske processer.
Redegørelse
Områder med geologiske bevaringsværdier omfatter såvel større områder, hvor terrænformerne afspejler landskabets tilblivelsesproces, som mindre lokaliteter hvor de aflejringer, som landet er opbygget af, er synlige (blotninger). Blotningerne giver en særlig let adgang til oplysninger om de geologiske processer.
Forståelsen af landets opbygning har samfundsmæssig betydning i forhold til grundvandsbeskyttelse og råstofindvinding. Her kan konkrete og geografisk afgrænsede målinger og data sættes i en større sammenhæng gennem oplysninger, der trækkes ud fra de geologiske profiler og landskaberne.
Herudover vil mange af de landskaber, der geologisk set er de mest interessante, også være områder af stor rekreativ værdi på grund af deres særpræg og skønhed.
Nye blotninger
Retningslinjerne omhandler blandt andet profiler, der blotlægges ved kysterosion eller ved råstofgravning og som derfor ikke har kunnet udpeges på forhånd.
Ved kysterosion kan der blotlægges profiler af stor geologisk bevaringsværdi. Ud fra en geologisk synsvinkel er en fortsat svag erosion på sådanne steder ønskelig og kystsikring eller andre anlægsarbejder, som modvirker de naturlige processer, er tilsvarende uheldige.
Ved råstofgravning kan der afdækkes geologisk bevaringsværdige profiler. I sådanne tilfælde bør det tilstræbes, at efterbehandlingen af råstofgraven sker på en måde, så profilet bevares.
Interessante geologiske lokaliteter
I kommunen findes tre særligt geologisk bevaringsværdige lokaliteter, som fregår af kortet:
- Tunø.
- Norsminde Fjord – fra Assedrup i vest til Kysing i øst.
- Horsens Fjord – et 4-8 km bredt område ved Horsens Fjord fra kysten ved Søvind i vest over Alrø til Gylling Næs i øst.
Status og proces
Kommuneplan 2021-2033 er vedtaget af Odder Byråd den 13.12.2021.
Plan og Agenda 21 strategi 2020
Plan og Agenda 21 strategi 2020 er vedtaget af Odder Byråd den 31. 8. 2020