Mål
Kommunalbestyrelsen:
- Vil arbejde for at øge biodiversiteten, både ved at styrke naturindholdet og øge arealet af beskyttede naturtyper og skove.
- Vil arbejde for at styrke det sammenhængende net af økologiske forbindelser uden spærringer.
- Vil arbejde for, at øge arealet af urørt skov og sikre veterantræer, som er særlige værdifulde for de sjældne og truede arter
Handlinger i forbindelse med "Natur og skov" indvirker i/opfylder delmål 15.1, 15.2, 15.5, 15.8, 15.9 og 17.17.
Redegørelse
Grønt Danmarkskort udgør ét samlet naturnetværk bestående af områder med særlige naturbeskyttelsesinteresser, potentielle naturområder, økologiske forbindelser og potentielle økologiske forbindelser.
Områder med særlige naturbeskyttelsesinteresser rummer naturtyper eller levesteder af særlig betydning for det naturlige dyre-, plante- og svampeliv. Udpegningen rummer Natura 2000-områder, beskyttede naturområder, skove og fredede områder. Natura 2000-områderne, der også kaldes de internationale naturbeskyttelsesområder, indeholder levesteder for dyr og planter, som på europæisk plan er vigtige at beskytte, og disse udgør kernen i Grønt Danmarkskort.
Potentielle naturområder er områder, hvor det er muligt at genskabe værdifulde levesteder for vilde dyr og planter og som kan bidrage til at skabe større og mere robuste og sammenhængende naturområder.
De økologiske forbindelser udgøres af sammenhængende områder med særlige beskyttelsesinteresser og naturlignende arealer, som tilsammen udgør et grønt netværk. Dette giver mulighed for, at plante- og dyrearter kan spredes eller vandre mellem områderne
Grundlaget for udpegning af Grønt Danmarkskort er væsentligt ændret ift. den tidligere kommuneplan, bl.a. er mange skove med naturværdier nu del af det grønne netværk. Dette betyder også at Grønt Danmarkskort er væsentligt udvidet. Dette er et godt grundlag for arbejdet med at styrke biodiversiteten og nå målene i Odder Kommunes biodiversitetsplan. Der er ved samarbejde med Aarhus, Skanderborg og Horsens Kommune sikret sammenhæng i Grønt Danmarkskort hen over kommunegrænsen.
Inden for Grønt Danmarkskort vil kommunalbestyrelsen arbejde for at øge naturindholdet og styrke sammenhængen mellem naturområderne.
Naturindholdet skal øges ved pleje og sikring af den værdifulde natur og indsatsen målrettes de mest værdifulde arealer.
Naturarealet skal øges ved at lade potentielle naturområder udgå af landbrugsdrift, som f.eks. lavbundsarealer. I dag er en stor del af de potentielle naturområder opdyrket og opsplittet i mange små lodder. Jordfordeling, oprettelse af græsningsfællesskaber eller andre måder at samle de mange små jordlodder til større enheder vil øge områdernes naturværdi. Ved udvikling af potentiel natur til natur prioriteres arealer, der udvider og binder de værdifulde naturområder sammen, således at der skabes der et robust grønt netværk, som er af afgørende betydning for opretholdelsen af et rigt og varieret dyre- og planteliv.
Indsatsen for at udvikle de potentielle naturområder til natur, skal ske ved hjælp af natur- og miljøstøtteordninger samt gennem information og i tæt samarbejde med lokale landbrugsorganisationer og landmænd.
For de internationale naturbeskyttelsesområder har staten udarbejdet naturplaner og på baggrund heraf har kommunen udarbejdet handleplaner. I naturplanerne er målsætninger og retningslinjer for de internationale naturbeskyttelsesområder beskrevet. I handleplanerne er beskrevet, hvordan naturplanernes mål og retningslinjer nås. Anden planlægning i kommunen må ikke stride mod natur- og handleplanerne.
Skove har stor betydning for biodiversiteten da de er levested for hovedparten af de danske arter af dyr, planter og svampe. Skovrejsning kan derfor også bidrage til at styrke det grønne netværk - og biodiversiteten.
Mange af de sjældne og truede dyr, planter og svampe findes i gamle urørte skove og veterantræer. Derfor vil kommunalbestyrelsen gøre en særlig indsats for at øge arealet af urørt skov og udpege og bevare veterantræer. 50 % af de kommunale skove udpeges til urørt skov, hvor skovdrift ophører. Ved at kortlægge de private urørte skove og informere om naturværdien heraf samt støttemuligheder, vil kommunalbestyrelsen bidrage til, at arealet af urørt skov øges.
Kommunalbestyrelsen vil udpege og særlige bevaringsværdige veterantræer, og arbejde for at sikre dem de bedst mulige forhold samt formidle om de udpegede træers store natur- og kulturhistoriske værdi.
Status og proces
Kommuneplan 2021-2033 er vedtaget af Odder Byråd den 13.12.2021.
Plan og Agenda 21 strategi 2020
Plan og Agenda 21 strategi 2020 er vedtaget af Odder Byråd den 31. 8. 2020