Fritid og kultur

Mål

Byrådet:

  • Vil skabe og støtte et bredt og varieret fritids- og kulturtilbud, som ikke blot bidrager til den enkeltes trivsel, men tillige markerer, at kommunen er et godt alternativ til andre kommuner, når der skal vælges bosted eller hjemsted for erhvervsvirksomheder eller mål for turisterne.
Statisk kort

Redegørelse

Byrådet vedtog i 2009 en ”Fritids- og kulturpolitik” og der afventes en ny i 2017.

Odder Kommune har et rigt kultur- og fritidsliv. Der er mange forskellige muligheder for at have et aktivt fritidsliv med idræt, musik og kulturelle tilbud. Der er mere end 50 foreninger i både by og opland, der tilbyder fritidsaktiviteter for borgere i alle aldre og der er flere end 10 aftenskoler repræsenteret i Odder Kommune.

Der er fire selvejende haller i Odder Kommune. De ligger i Odder, Hundslund, Ørting og Hou. Der er ligeledes to svømmehaller som ligger i Odder og Hov.

Folkeoplysningsområdet administreres af Odder Bibliotek, der beregner og fordeler midler til kommunens foreninger samt administrerer de mellemkommunale betalinger i forbindelse med aftenskoledeltagelse i andre kommuner.

Et af omdrejningspunkterne for fritids- og kulturområdet er Folkeoplysningsudvalget, der blev nedsat i foråret 2012. Udvalget er sammensat af to politikere samt to medlemmer fra hvert af de fire råd: Kulturrådet, Idrætsrådet, Aftenskolerådet og Rådet for de Uniformerede Korps. Det er Folkeoplysningsudvalget, der godkender foreninger og principper for anvisning af lokaler samt fordeler tilskud og midler til kulturelle aktiviteter. Folkeoplysningsudvalget er desuden høringsberettiget i spørgsmål vedr. økonomi, principper for tildeling af midler, Odderordningen samt Folkeoplysningsstrategien.

Forvaltningen afholder fast to årlige samarbejdsmøder med de fire råd. Derudover har Folkeoplysningsudvalget et årligt møde med BUK.

I 2016 ansatte Odder Kommune en kultur- og fritidskonsulent, der har fokus på at udvikle området endnu mere og understøtte kultur- og fritidslivet, så Odder Kommune fortsat kan tilbyde varierede fritids- og kulturtilbud til borgerne.

Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017

Odder Kommune er en del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 sammen med de øvrige kommuner i Region Midtjylland. Odder deltager med kommunens eget store strategiske projekt SAGN samt med andre tværkommunale projekter, der hovedsageligt er forankret i Kulturring Østjylland samarbejdet. 

Børn-, Unge- og Kulturudvalget har endvidere udnævnt en gruppe kunstnere til at være Kulturbykunstnere i Odder. Gruppen af kunstnere er allerede en del af SAGN, og Kulturbykunstnerne skal skabe projekter, der lægger sig op af idéerne bag SAGN. De skal bl.a. skabe kulturelle aktiviteter i Odder i perioden 2015-2018 og inviteres til at lave oplæg til kunstneriske projekter og arrangementer i Odder ud fra de oplevelser de får af byen. 

Odder kommune har bidraget med i alt 854.000 kr. til kulturhovedstadsprojektet og forventer at få mere end 100 % tilbage i direkte tilskud til de forskellige aktiviteter, Odder kommune deltager i. Derudover forventes kulturhovedstadsprojektet også at skabe en positiv effekt på turismeområdet og på kulturområdet samt på det tværkommunale samarbejde.

Kulturring Østjylland

Kulturring Østjylland udgøres af Odder, Favrskov, Norddjurs, Syddjurs, Skanderborg samt Samsø kommuner og bindes sammen af en flerårig kulturaftale mellem de seks kommuner og Kulturministeriet. Den nuværende aftale gælder for perioden 2013-2016. Målet for kultursamarbejdet er således at øge samarbejdet på tværs af de 6 kommuner på kulturområdet, at fastholde og udbygge den kulturpolitiske dialog og værdidebat mellem det statslige og det kommunale niveau samt at generere ideer, der kan omsættes til projekter af høj kvalitet, der kan fremme kommunernes udviklingsstrategier. Odder kommune deltager i kulturelle projekter med flere store lokale kulturinstitutioner; Biblioteket, Odder Museum og Musikskolen. Desuden er planlagt en cykelrute, der forbinder de deltagende kommuner. 

Kulturinstitutioner

Odder Teater arrangerer hvert år minimum tre professionelle teaterforestillinger i Spektrum samt flere andre teaterforestillinger. Biffen i Odder er en foreningsbiograf og drives af ca. 120 frivillige. I 2010 blev den digital og der spilles 20 – 25 premierefilm pr. år. Foreningen arbejder for at biografen kan udvides med en sal 2.

Odder Bibliotek stiller såvel fysiske som digitale materialer til rådighed for kommunens borgere. Biblioteket har flere år i træk været helt i top på listen over biblioteker, der har flest udlån pr. medarbejder. Der arrangeres desuden aktiviteter for både børn og voksne: teaterforestillinger, forfatteraftener, intro til nye bøger. Biblioteket tilbyder ligeledes hjælp til brug af de digitale medier, borger.dk, internet mv. Der samarbejdes bredt med institutioner, gymnasium og de øvrige fem kommuner i Kulturring Østjylland.

VitaPark er det nedlagte sygehus, der nu rummer aktiviteter inden for både sundhed, erhverv og kultur. Flere etablerede kunstnere lejer lokaler i VitaPark, og der arrangeres flere kulturelle begivenheder året rundt, bl.a. kunstudstillinger, koncerter og teaterforestillinger. Siden 2013 er der årligt en kulturfestival i VitaPark.

Endelig er kommunen beriget med en afdeling af Moesgård Museum. Odder Museum, blev i 2011 fusioneret med Moesgård Museum. Museet i Odder er et lokalt kulturhistorisk museum for Odder området. Her kan opleves permanente udstillinger om mølleri, trædrejeri, kulturhistorie og jagt. Desuden er der jævnligt særudstillinger, ligesom der udbydes diverse naturvejledningsture.

Status og proces

Kommuneplan 2017-2029 er godkendt af Odder Byråd den 27. marts 2017.

Udviklingsplan 2014-18, Plan- og Agenda 21-strategi er vedtaget den 23. februar 2015.

Planstrategi 2017  er vedtaget af Odder Byråd d. 10.10.2017 med tilhørende sammenfattende redegørelse efter § 13 i Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter.